Daginstitution i Støvring

Støvring Ådale

Arkitektfirmaet Hovaldt har udarbejdet konkurrenceforslag til ny daginstitution i Støvring: STØVRING ÅDALE DAGINSTITUTION.

Konkurrenceforslaget er udarbejdet i samarbejde med TL BYG og Sweco, efter vundet prækvalificering.

STØVRING ÅDALE DAGINSTITUTION er tegnet med fokus på at skabe de mest optimale rammer for både børn, personale og forældre. Leg, læring og udvikling er prioriteret højt i både indretning og valg af materialer, inde såvel som ude.

Generelt er projektet udarbejdet med henblik på at skabe et lyst og venligt miljø med åbenhed, overskuelighed og differentierede aktivitetsområder, rum og arkitektur, der understreger og forstærker husets identitet og udfordrer til fællesskab og leg i alle aldre.

Indretningen lægger op til, at man skal føle sig tilpas, føle stolthed, føle sig tryg og være glad for at være en del af den nye daginstitution.

Daginstitutionen opføres efter bæredygtighedsprincipperne i DGNB. Dette gør, at man udover at få en god og sund bygning, også lægger op til en bæredygtig og energirigtig adfærd både ved børn, personale og forældre.

STØVRING ÅDALE DAGINSTITUTION opføres efter DGNB-ambitionsniveauet: GULD.

STØVRING ÅDALE DAGINSTITUTION er en integreret institution, indrettet til både vuggestue og børnehave. Daginstitutionen kan rumme i alt 90 børn og 24 personale.